Sandmandala nr. 2
Denne sandmandala handler om det, der giver os håb om bedre tider, og det der bringer os troen på, at det er muligt at skabe en bedre fremtid for os alle.
Vores hverdag er fyldt med stress og problemer af mange forskellige arter. For meget arbejde eller slet intet arbejde. Angst og usikkerhed skaber en utryghed i mange menneskers liv. Men der er også en anden side, som ikke altid bliver vægtet på samme måde i medierne og hos den enkelte. Der sælges flere aviser ved at skrive om katastrofer end ved at skrive om alt det, der går godt, alt det der giver glæde og mening.
Det er umådelig vigtigt at have begge sider med, hvis vi skal opleve en form for balance. Det handler om at kunne være menneske på godt og ondt, at opleve de mange forskellige facetter i vores liv og ikke lade os fastholde i det negative eller kun se det positive og derved fortrænge det besværlige, det som vi bør ændre i vores liv.
Kan vi skabe balance i hverdagen, i livet, så vil vi opleve vores vej igennem livet på en spændende og afvekslende måde. Der må nødvendigvis være en vekselvirkning imellem, hvad vi oplever som positive og negative begivenheder. Ellers ville vi ikke opleve en bevægelse fremad. Hvis der ikke var forskel på nat og dag, ville vi også have svært ved at erkende begrebet tid.
Når vi oplever en positiv periode i vores liv, når tingene flyder let, er det let at have optimisme. Men når pendulet svinger i den anden retning, er det vigtigt at have et perspektiv, en tro eller et håb som hjælper til at holde balancen og ikke at miste modet. Pendulet skal nok svinge tilbage igen. Men vi må se og opleve det negative for at blive klar over, at noget trænger til forandring, og håbet giver os tillid til, at det er muligt at skabe en positiv forandring.
Man siger, at troen kan flytte bjerge. Har vi en indre vished om, at det nytter, kan vi langt lettere gå et lille nyt skridt mod en bedre verden at leve i.
I denne mandala ses Sct. Birgitta korset i centrum. Det symboliserer troen og lidelsen. De 5 huller i korset er billeder på Jesu 5 sår, lidelsen. Korsstrukturen symboliserer forbindelsen mellem det himmelske og det jordiske og henviser ligeledes til opstandelsen og det evige liv.
Sct. Birgitta korset hviler på en stjerneform, som symboliserer håbet – stjernen over Bethlehem, den stjerne, som viser at håbet fødes ind i denne verden. Man kan sige, at mandalaen viser, at tør man se lidelsen i øjnene, bliver vi mindet om vores tro på en bedre verden, hvor stjernen viser os, at håbet allerede er til stede og ligger som en mulighed for forandring og fornyelse.
Håbet og Troen
